Strejftog i teksturens verden

Vi har i dette kapitel udvalgt nogle eksempler, som viser, hvordan man kan lege med mundfølelse og tekstur. Vi skal både se på nogle velkendte råvarer som bælgfrugter, grøntsager og korn og nogle mere ukendte som blæksprutte, vandmand og tang. Vi skal vise, hvordan teksturen kan bearbejdes i saucer, supper, brød, kød og is. Endelig skal vi fremdrage nogle mere kuriøse eksempler som sprøde skind og ben og særlige tilberedninger, der giver eksplosioner af smag i munden.